FRA AMORS PIL TIL ORANGEFLODENS BREDER
- Del 2 af Castens diamant-julefortælling -
Hvis du ikke fik læst første del, kan du finde den ved at klikke her
Indtil for ca. 150 år siden, var diamanter uendeligt sjældne, og ingen almindelige mennesker kunne gøre sig håb om at komme i nærheden af at eje en diamantring. De værdifulde sten var forbeholdt guderne, de kongelige og de adelige.
Så for at finde den sagnomspundne forbindelse mellem kærlighed og diamanter som vi kender idag, er det netop i disse kredse, at vi nu skal bevæge os.
Udover at være smukke, er diamanter jo også voldsomt skarpe, og bliver - blot nævnt som en kedelig sidenote - brugt på medicinalindustriens bedste skalpeller. Og hvor har de dog fået denne geniale idé fra? Fra kærlighedsguden Amor!
Det siges nemlig, at Amor dyppede sine pilespidser i diamanter, for bedre at kunne gennembore menneskers hjerter. Men Amors indflydelse på diamanter af idag ender dog ikke hér. For hvis du går blot en smule på juvel-kiggeri, vil du uden tvivl støde på de famøse “hearts and arrows”-diamanter. Med inspirationen fra Amor og hans “arbejde”, har man fundet frem til en ganske særlig slibning, der frembringer et spil som danner hele 8 hjerter og 8 pile i diamantens linjer. Denne slib er den mest perfekte slibning med den højeste brillians.
Det kan jo være værd at huske, hvis man står og påtænker et knæfald i den nærmeste fremtid…
Men nu foregriber vi begivenhedernes gang! Lad os vende tilbage til historien og få de adelige på banen.
Det første sted i historien, hvor vi støder på en nedfældet historisk beretning, der inkluderer en diamant forlovelsesring, er ved forlovelsen mellem Maximillian af Østrig og Maria Burgund d. 16. august 1477. Disse to mennesker blev ganske enkelt trendssættere for den europæiske adel, og SÅ steg efterspørgslen efter det glimtende “grus”.
Desværre var der, på den tid, kun ganske få kendte forekomster af diamanter i verden(Indien), og det var oftest blot mere eller mindre tilfældige fund der blev gjort. Den sjældenhed hvormed man så diamanter, kan være svær at begribe idag, men netop derfor, var der også andre forlovelses-trends der vandt indpas, og som stadig er gældende.
Vi taler naturligvis om Claddagh-ringe. Nej…? Aldrig hørt om dem? Hvis du har irske eller amerikanske venner, kan du jo spørge om de kender til fænomenet. De vil sandsynligvis svare ja.
Klassisk Claddagh ring af 18k guld med hjerteformet diamant i en Castens'k fortolkning.
Claddagh ringen var oprindeligt skabt som forlovelses- og vielsesring, hvor hænderne symboliserer venskab, kronen loyalitet og hjertet naturligvis kærligheden. Her behøvede ikke være nogen diamant, andre sten kunne sagtens bruges, og hos langt de fleste var hele ringen blot af guld.
Ideen med de to hænder, som på en ring rækker ud mod hinanden og dermed symboliserer et bånd af en slags, er faktisk gammel. Disse ringe kaldes for ”fede ringe”, ikke fordi de var specielt kraftige i godset, men fordi begrebet kommer af det Italienske ”Mani Fede” (hænder loyalt forbundet). Denne brug kan følges helt tilbage til det gamle Romerrige, hvor det at give hånd var et symbol på at afgive et løfte (ganske som det stadig er i Jylland i dag). I middelalderen og renæssancen blev den slags ringe derfor ofte brugt som vielsesringe.
Claddagh ringen blev for alvor populær i Irland i 1800-tallet og er som sagt stadig meget populær, også blandt efterkommerne af de irske indvandrere i USA, som stolt bærer den som et symbol på deres irske rødder. Som et eksempel herpå (med indbygget let gys) fortælles det, at da man gennemgik ruinerne af tvillingetårnene i New York efter det grufulde terroristangreb den 11. september 2001, fandt man ikke mindre end 200 Claddagh ringe!
Diamanterne mister dog aldrig deres status som den ultimative tilkendegivelse af kærlighed. Men der skal en ung mands søgen efter pæne sten til, før verden for alvor får lukket op for Moder Jords diamantskatte.
Erasmus Stephanus er 15 år gammel og bor i Hopetown-distriktet langs Orangefloden. Mens han en dag leder efter pæne sten til hans søster, finder han en smuk gul sten, og selvom der tidligere er gjort mange andre diamantfund af lokalbefolkningen i Sydafrika, står dette stadig som det første officielle diamantfund. Stenen, der er bedre kendt som Heureka, findes stadig den dag idag, og er udstillet på diamantmuseet i Kimberly, Sydafrika. Kimberly minen, som blev resultatet af Erasmus' fund, kom til at være en af verdens første og mest udbytterige diamantminer.
Heureka diamanten som den ser ud i dag.
Slibningen er desværre ikke den bedste, men grundet dens historie er stenen nærmest uvurderlig.
Så hvad nu? I løbet af få år dukker der flere store diamantfelter op, og pludselig er der diamanter at få, også for folk med ikke-royale budgetter. Eller… Tja… Du kender måske selv lidt til prisen på diamanter, og ved i hvert fald, at helt billige er de ikke.
Men læs med næste søndag, og se hvordan kærlighed og diamanter møder kynisme og købmandskab.
No comments:
Post a Comment