FRA DIAMANTERNES DAL
TIL TOPPEN AF FORLOVELSESRINGEN
- DEL 1 -
Det er hverken den mest sjældne, eller den mest
bemærkelsesværdige ædelsten…
Og når nu vores fantastiske Moder Jord skaber mange andre
smukke og sjældne smykkesten, i alle regnbuens farver, hvorfor er det så, at
netop den klassiske hvide diamant
stadig er det eneste rigtige valg, når det gælder juveler, forlovelses- og
vielsesringe?
Til dén forklaring følger en dramatisk historie, hvor både
magt, penge, blod og manipulation spiller en stor rolle. Og du får første del
af fortællingen lige hér:
Forlovelsesring af hvidguld og gult guld med rosenslebne diamanter
Vi ved ikke med sikkerhed hvornår de første diamanter blev fundet, men allerede inden vor tidsregning, er der nedfældet historier og eventyr, hvor de værdifulde og besnærende sten nævnes. I én af disse historiske fortællinger (Theophrastos Stenbog, helt tilbage i år 315 før Kristus) tales der oven ikøbet om Diamanternes Dal, som Alexander den Store skulle have fundet, under sin invasion af Indien. Den selvsamme dal er faktisk nævnt flere gange igennem tiden, både hos historikeren Plinius den Ældre (i det 1. århundrede), i 1001 nats eventyr (omkring år 850), samt i Marco Polos rejsebeskrivelser (År 1298).
Trætryk fra legenden om Sinbad Søfareren i Diamanternes Dal, som beskrevet i
1001 Nats Eventyr.
Men det er først da Vasco da Gama omkring 1497-99 finder
søvejen til Indien, at europæerne for alvor kommer til at se rigtige diamanter
med egne øjne. Indtil da var der mest tale om fatamogana-snak og ammestue
historier. Men den indiske jords rigdomme sætter for alvor skub i tingene!
Det underlige er, at når vi kigger på vores vielses- og
bryllupstraditioner i dag, har de ofte et religiøst ophav. Men der er ingen
omtale af hverken diamanter eller diamantringe i biblen, så springet fra
Diamanternes Dal og til kvindens ringfinger, skal altså findes andetsteds.
Og for at forstå hvordan diamanten er blevet en så vigtig
del af vores smykketradition, særligt når det kommer til forlovelses- og
vielsesringe, er man nødt til at forstå baggrunden for at vi overhovedet har den
slags symboler på sammenhørighed.
Vi finder vielsesringe så langt tilbage som til det gamle
Romerrige, flere århundreder før vor tidsregning. Men legenderne fortæller, at
længe inden den romerske civilisation så dagens lys, var der ritualer, som
symbolsk skulle binde en kvinde og en mand sammen.
Dengang mennesket stadig boede i huler, siges det, at
manden bandt bånd af flettet græs rundt om både taljen, anklen og håndleddet på
hans kvinde. Dette blev gjort i troen på, at manden derved kunne binde kvindens
sjæl, så hun aldrig så til en anden mands side.
Og hvis man tænker over det, har denne form for sikkerhedsforanstaltning
faktisk præget det meste af historien om vielses- og forlovelsesringe sidenhen.
I romertiden skulle kvinden nemlig bære en guldring i
offentligheden, hvilket viste at hun tilhørte en mand, og dermed var hans
ejendom. Derhjemme bar hun dog blot en ring af jern, da den var billigere, mere
hårdfør og bedre kunne modstå slitagen ved det huslige arbejde – man er vel
praktisk…
Så hvornår kom den der diamantring på banen for første
gang? Læs med næste søndag, når vi afslører dét, og fortæller meget mere om
hvordan smykkediamanter har tryllebundet både mænd og kvinder igennem tiden.